Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

Saa gør dog en Ende paa dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

Hvi skal vi regnes for Kvæg og staa som umælende i dine Øjne?

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

Lyset i hans Telt gaar ud, og hans Lampe slukkes for ham;

hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Raad;

thi hans Fod drives ind i Nettet, paa Fletværk vandrer han frem,

Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen paa hans Sti;

Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer paa hans Fald:

Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud paa hans Bolig;

nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

hans Minde svinder fra Jord, paa Gaden nævnes ikke hans Navn;

man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

Ja, saaledes gaar det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!